Side:Bjørnson - Arne.djvu/32

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest



Da nu den tid var kommet, at kreaturerne skulde gjætes i skogen, vilde han gjæte. Faren satte sig derimot; han hadde jo aldrig gjætet før og var nu i det femtende år. Men så godt talte han for sig, at de blev som han vilde, og hele den vår, sommer og høst var han blot hjæmme og sov; ellers i skogen med sig selv den utslagne dag.

Dit op til sig selv tok han sine bøker med. Han læste og skar bokstaver i barken; han gik og tænkte, længtes og sang; men når han om kvællen kom hjæm, var faren ofte full, slog hans mor, forbante henne og bygden, og talte om at han engang kunde ha rejst langt bort. Da kom der også rejselængsel i gutten. Det var ille her, og bøkerne bar ut, og somme tider var det likesom også luften bar ut og over de høje fjælle.

Så var det at han midtsommers møtte Kristian, kaptejnens ældste søn, som fulgte tjenestegutten til skogs efter hæstene for at få ride hjæm. Han var et par år ældre æn Arne, let og lystig, ustadig i al sin tanke, men midt in imellem stærk i sine forsæt. Han