Side:Bjørnson - Arne.djvu/31

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


at han blev vederkvægende træt. Det siste han tydelig hørte, var om Jesus; det flyttet med ham in i meget lys, og her var det som om tolv, tretten sang; men morens stemme hørte han over dem alle. Vakkrere mål hadde han aldrig hørt, han bad om at få synge så. Det tyktes ham, at kunde han synge rigtig sagt, så fant han det, og nu sang han sagte, op igjæn og sagte, og ænnu mere sagte, og det begynte næsten at bli livsaligt, da han glad herover straks tok i med stærk stemme, og borte var det. Han vågnet, så og hørte sig omkring, men fornam intet uten den evige, stærke fossedur, og her tillike den lille elvebæk som gik tæt om låven med sagte og bestandig støj. Moren var borte; hun hadde lagt under hans hode den halvfærdige skjorte og sin trøje.