Side:Bjørnson - Arne.djvu/30

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


vet du jeg ikke gjør," svarte hun. Han forsøkte at stanse gråten, og så fremstammet han med hodet i hennes fang: "Mor - syng noget for mig!" - "Kjære, jeg kan jo ikke," sa hun sagte. "Mor, syng noget for mig," bad gutten, "eller jeg tror aldrig jeg er god til at se på dig mere." Hun strøk på hans hår, men tidde. "Mor, syng, syng, hører du! Syng!" tigget han, "eller jeg går så langt bort, at jeg aldrig mere kommer hjæm igjæn." Og mens han nu, fjorten i sit femtende år som han var, lå der med hodet i morens fang, satte hun sig til at synge over ham:

Herre, tag i din stærke hånd
barnet, som leker ved stranden!
Send du din værdige helligånd,
at det kan leke selvannen.
Vandet er dypt, og bunden glatt;
Herre, får han først i armen fat,
drukner det ikke, men lever,
til du det nåde-rik hæver.

Moderen sitter i tunge savn,
vet ikke, hvor det farer,
ganger for døren, roper dets navn,
hører slet ikke, det svarer.
Tænker som så: Hvor æn det er,
han og du er det altid nær;
Jesus, dets lille broder,
følger det hjæm til moder.

 Hun sang flere vers; Arne lå stille; der fallt velsignet fred på ham, og under denne følte han