vet du jeg ikke gjør,“ svarte hun. Han forsøkte at stanse gråten, og så fremstammede han med hovedet i hennes fang: mo’r, — syng noget for mig.“ — „Kære, jeg kann jo ikke,“ sagde hun sakte. „Mo’r, syng noget for mig,“ bad gutten, „eller jeg tror aldrig jeg er god til at se på dig mere.“ Hun strøk på hans hår, men taug. „Mo’r, syng, syng, hører du: syng,“ tiggede han, „eller jeg går så langt bort, at jeg aldrig mere kommer hjem igen.“ Og medens han nu, fjorten i sitt femtende år, som han var, lå der med hovedet i moderens fang, satte hun sig til at synge over ham:
Herre, tak i din sterke hånd
barnet, som leker ved stranden.
Send du din verdige Hellig-Ånd,
at det kann leke selvannen.
Vandet er dypt, og bunnen glatt,
Herre, får han først i armen fatt,
drukner det ikke, men lever,
til du det nåderik hever.
Moderen sitter i tunge savn,
vet ikke, hvor det farer,
ganger for døren, roper dets navn,
hører slett ikke det svarer.
Tenker som så, hvor enn det er,
han og du er det alltid nær:
Jesus, dets lille broder,
følger det hjem til moder.
Hun sang flere vers, Arne lå stille, der falt velsignet fred på ham, og under denne følte han,
