Side:Bjørnson - Arne.djvu/29

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


sig i førstningen; men faren, som lå borti sengen og lo, så han rystet, vilde ændelig at han også skulde synge efter moren. Hun er borte, tænkte gutten, og kan ikke høre det, og han sang efter henne slik som hun somme tider sang, når hun var hæs og gråtfull. Faren lo, så det næsten spøkte om gutten, og han tidde av sig selv. Da kom moren in fra kjøkkenet, så langt og tungt på gutten, gik borti hylden efter en ringe, og bar den ut.

 Han blev brænnende het over det hele legeme; hun hadde hørt altsammen. Han sprang ned fra bordet, hvor han hadde sittet, gik ut, kastet sig på marken, og vilde likesom grave sig ned. Han hadde ingen ro, rejste sig og vilde længer bort. Han gik forbi låven, og bak den sat moren og sydde på en ny fin skjorte - nætop til ham. Hun plejde ellers at synge en salme over arbejdet, når hun sat slik; men nu sang hun ikke. Hun gråt heller ikke, hun bare sat og sydde. Men da kunde ikke Arne holde det ut længer; han kastet sig ned i græsset like foran henne, så op på henne, og gråt så det hulket i ham. Moren slap arbejdet, og tok hans hode mellem sine hænder. "Stakkars Arne," sa hun og la sit nedtil. Han forsøkte ikke på at sige et ord, men gråt som han ikke hadde gjort før. "Visste nok, du var god i grunnen," sa moren, og strøg ham nedad håret. "Mor, du skal ikke sige nej til det jeg ber om," var det første han kunde sige. - "Det