forat bere kassen. Der så gutten meget. Moderen gret fordi han skulde vere med, men torde ikke sige det til faderen. „Hold dig til Gud, og lær ikke noget stygt,“ bad hun og kælede for ham. Men på danserne vår det meget morsomt, og her hjemme hos moderen var det ikke morsomt. Han vendte sig mere og mere fra henne og til faderen, hun så det og taug. Fra danserne kunne han mange viser, og dem sang han siden for faderen; det morede denne, og det var stundom gutten kunne få ham til at le. Men dette smigrede gutten så, at han siden tok i, for at lære såmange viser som muligt; snart merkede han sig, hvad slags det var faderen likte best, og hvad for noget i dem han lo ved. Hvor der nu ikke var sådant i viserne, lagde gutten det inn av sig selv, så godt han kunne, og dette gav ham en tidlig øvelse i at sette ord sammen efter musik. Det var gerne spotteviser og lede ting, sagt om folk, som var komme til magt og velstand, faderen likte best og gutten sang.
Moderen vilde endelig have ham med sig i fjøset om kveldene; mangehånde påskud fant han forat undgå det; men når de nyttede intet, og han måtte dit; da talte hun vakkert til han om Gud og det gode, og endte gerne med under sterk gråt at take ham inn til sig, bede ham, tigge ham, om ikke at blive noget slett menneske.
Moderen leste med ham, og gutten var lære-
