Side:Bjørnson - Arne.djvu/27

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


kassen. Der så gutten meget. Moren gråt fordi han skulde være med, men turde ikke sige det til faren. "Hold dig til Gud, og lær ikke noget styggt," bad hun og kjælte for ham. Men på dansene var det meget morsomt, og her hjæmme hos moren var det ikke morsomt. Han vændte sig mere og mere fra henne og til faren. Hun så det og tidde. Fra dansene kunde han mange viser, og dem sang han siden for faren; det moret denne, og det var stundom gutten kunde få ham til at le. Men dette smigret gutten så, at han siden tok i for at lære så mange viser som muligt; snart mærket han sig, hvad slags det var faren likte best, og hvad for noget i dem han lo ved. Hvor der nu ikke var sådant i viserne, la gutten det in av sig selv, så godt han kunde, og dette gav ham en tidlig øvelse i at sætte ord sammen efter musik. Det var gjærne spotteviser og lede ting, sagt om folk som var kommet til magt og velstand, faren likte best, og gutten sang.

 Moren vilde ændelig ha ham med sig i fjøset om kvællene; mangehånde påskudd fant han for at undgå det; men når de nyttet intet, og han måtte dit, da talte hun vakkert til ham om Gud og det gode, og ændte gjærne med under stærk gråt at ta ham in til sig, be ham, tigge ham om ikke at bli noget slet menneske.

 Moren læste med ham, og gutten var lærenæ