Hun søkte blidt at forsvare sig, og da trampede han i gulvet og bad henne tie; var han full, så var det hennes skyld, var han slemm, var det også hennes, var han krøpling og et ulykkeligt menneske for alle sine levedager, så var det også hennes skyld og den helvetes guttens, som hun åtte. „Hvorfor gikk du bestandigt og hang efter mig?“ sagde han og gret, „Hvad ondt havde jeg gjort, at du ikke kunne late mig i fred.“ „Men Gud frelse og bevare mig,“ sagde Margit, „var det mig, som gikk efter dig?“ „Ja, det var det,“ rejste han sig og skrek, og gennem gråt fortfor han: „du har nu tilsidst fått det, som du vil have det. Jeg slæper mig nu omkring her fra tre til tre, jeg går hverr dag og ser på min egen grav. Men jeg kunne have levet i herlighet med bygdens gildeste gårdgente, jeg kunne have rejst så langt solen går, — havde ikke du og den fordømte gutten din lagt eder i vejen for mig.“ Hun søkte atter at forsvare sig; „det var da i alle fall ikke guttens skyld.“ „Tier du ikke, så slår jeg dig!“ og han slog henne.
Når han den næste dag havde sovet rusen ut, var han skammfull, og især meget snild mot gutten. Men snart var han full igen, og da slog han henne; tilsidst slog han moderen næsten hverr gang han var full, gutten gret og bar sig; da slog han også ham. Sommetider angrede han det så sterkt, at han måtte ut og få brennevin. I denne tid fikk han atter hug på dansen, spillede som før, og tok gutten med
