Side:Bjørnson - Arne.djvu/26

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


Hun søkte blidt at forsvare sig, og da trampet han i gulvet og bad henne tie; var han full, så var det hennes skyll; var han slem, var det også hennes; var han krøbling og et ulykkeligt menneske for alle sine levedager, så var det også hennes skyll - og den helvedes guttens, som hun åtte. "Hvorfor gik du bestandig og hang efter mig?" sa han og gråt. "Hvad ondt hadde jeg gjort, at du ikke kunde la mig i fred?" "Men Gud frælse og bevare mig," sa Margit, "var det mig som gik efter dig?" "Ja, det var det!" rejste han sig og skrek, og gjænnem gråt fortfór han: "Du har nu tilsist fåt det som du vil ha det. Jeg slæper mig nu omkring her fra træ til træ, jeg går hvær dag og ser på min egen grav. Men jeg kunde ha levd i herlighed med bygdens gildeste gårdjænte, jeg kunde ha rejst så langt solen går, - hadde ikke du og den fordømte gutten din lagt eder i vejen for mig." Hun søkte atter at forsvare sig; "det var da i alle fald ikke guttens skyll." "Tier du ikke, så slår jeg dig!" - og han slog henne.

 Når han den næste dag hadde sovet rusen ut, var han skamfull og især meget snill mot gutten. Men snart var han full igjæn, og da slog han henne; tilsist slog han moren næsten hvær gang han var full, - gutten gråt og bar sig, da slog han også ham. Somme tider angret han det så stærkt, at han måtte ut. I denne tid fik han atter hug på dansen, spilte som før, og tok gutten med for at bære