han lydde. „Fa’r, jeg hører det spille.“ Denne lydde med; de hørte felespil, sommetider lagde rop og vill støj sig over, men durende oppunder gikk bestandigt vognrammel og hovslag; det var et brudefølge, som vendte hjem fra kirke. „Kom hit, gut,“ ropte faderen, og Arne hørte på tonen, at han måtte springe. Faderen havde skyndsomt rejst sig og gemte sig bak et stort tre; gutten efter; — „ikke hit, men dit!“ gutten bak on orekerr. — Allerede bøjede vognrekken om bjørkeskogen, de kom i rasende trav, hesterne var hvite av skumm, fulle folk skrek og hujede; fader og søn talte vogn for vogn, der var i alt fjorten. I den første sat to spillemenn og brudeslåtten klang gennem tørrvejret, en gut stod bakpå og kørte. Efter kom en kronebrud, der sat høj og skinte i solen, hun smilte og munnen drog sig til den ene side; hos henne sat en blåklædd mann med et blidt ansigt. Følget kom efter, mennene sat i kvinnernes fang, bakpå sat smågutter, fulle folk kørte seks på en hest, køkemesteren kom i sidste vogn og holdt et brennevinsanker i fanget. De drog forbi med rop og sang, for framstupes nedad bakken; felegpillet, skriket, vognramlen stod oppefter dem i tåken, huftdraget bar et enkelt skrik opp, snart bare dumpe dur, og så intet. Nils stod ennu ubevegelig; det ruslede bak ham, han vendte sig, det var gutten, som krøp frem.
„Hvem var det, fa’r?“ Men gutten skvatt litt,
