Side:Bjørnson - Arne.djvu/23

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


han lydde. "Far, jeg hører det spille." Denne lydde med; de hørte felespil, somme tider la rop og vill støj sig over, men durende opunder gik bestandig vognrammel og hovslag; det var et brudefølge som vændte hjæm fra kirke. "Kom hit, gut!" ropte faren, og Arne hørte på tonen at han måtte springe. Faren hadde skyndsomt rejst sig og gjæmte sig bak et stort træ; gutten efter; - "ikke hit, men dit!" - gutten bak et orekjærr ... Allerede bøjde vognrækken om bjørkeskogen, de kom i rasende trav, hæstene var hvite av skum, fulle folk skrek og hujet; far og søn talte vogn for vogn; der var i alt fjorten. I den første sat to spillemænn, og brudeslåtten klang gjænnem tørvejret; en gut stod bakpå og kjørte. Efter kom en kronebrud, der sat høj og skinte i solen; hun smilte, og munnen drog sig til den ene side; hos henne sat en blåklædd mann med et blidt ansigt. Følget kom efter, mænnene sat i kvinnernes fang, bakpå sat smågutter, fulle folk kjørte - seks på én hæst; kjøgemesteren kom i siste vogn og holdt et brænnevinsanker i fanget. De drog forbi med rop og sang, fór framstupes nedad bakken; felespillet, skriket, vognrammelen stod op efter dem i tåken, luftdraget bar et enkelt skrik op, snart bare dump dur, og så intet. Nils stod ænnu ubevægelig; det raslet bak ham, han vændte sig: det var gutten som krøp frem.

 "Hvem var det, far?" Men gutten skvatt litt;