Ut på våren sat han og Margit lenger enn sedvanligt og samtalte efter kveldsmaten. Gutten blev da jaget tilsængs. Et stykke hen på våren blev der lyst for dem i kirken og siden blev de givte i all stillhet.
Han arbejdede med på marken, og ordnede alt forstandigt og med rolighet. Margit sagde til gutten: „der er både nytte og glede i ham. Nu må du vere lydig og snild, at du kann gøre ditt beste for ham.“
Margit havde altid holdt sig litt førlig midt i sin sorg; hun var rødlig i ansigtet, havde rett store øjne, som så enn større ut derved, at der lå en ring om dem. Hun havde tykke lipper, rund-latent ansigt, og så frisk og sterk ut, skønt hun ikke havde store kræfter. I denne tid så hun bedre ut enn nogensinne og sang bestandigt, som hennes vis var, når hun arbejdede.
Så var det en sønndagseftermiddag fader og søn gikk ut for at se, hvorledes det artede sig det år på marken. Arne for rundt om faderen og skøt med pil og bue; Nils havde selv laget dem for gutten. Således bar det oppover likemot vejen, som førte forbi fra kirken og ned i den såkalte bredebygd. Kommen dit opp, satte Nils sig på en sten ved vejkanten og falt i tanker, gutten skøt henad vejen og sprang efter pilen; det var i rettning mot kirken. „Ikke for langt bort,“ sagde faderen. Som gutten best for der, stansede han som
