Side:Bjørnson - Arne.djvu/22

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


Ut på våren sat han og Margit længer æn sædvanlig og samtalte efter kvællsmaten. Gutten blev da jaget til sengs. Et stykke hen på våren blev der lyst for dem i kirken, og siden blev de gift i al stillhed.

 Han arbejdet med på marken, og ordnet alt forstandig og med rolighed. Margit sa til gutten: "Der er både nytte og glæde i ham. Nu må du være lydig og snill, at du kan gjøre dit beste for ham."

 Margit hadde altid holdt sig litt førlig midt i sin sorg; hun var rødlig i ansigtet og hadde ret store øjne, som så æn større ut derved, at der lå en ring om dem. Hun hadde tykke læber rundladent ansigt, og så frisk og stærk ut, skjønt hun ikke hadde store kræfter. I denne tid så hun bedre ut æn nogensinde og sang bestandig, som hennes vis var når hun arbejdet.

 Så var det en søndag eftermiddag far og søn gik ut for at se, hvorledes det artet sig det år på marken. Arne fór rundt om faren og skjøt med pil og bue; Nils hadde selv laget dem for gutten. Således bar det opover like mot vejen, som førte fra kirken og præstegården ned i den såkallte bredebygd. Nils satte sig på en sten ved vejkanten og fallt i tanker, gutten skjøt henad vejen og sprang efter pilen; det var i retning mot kirken. "Ikke for langt bort," sa faren. Som gutten best fór der, stanste han, som