Det var just om høsten, som før meldt. Åtte dager efter at Nils skrædder var båren inn til Margit Kampen kom der bud fra Amerikanerne, at han måtte holde sig ferdig. Han lå nettopp og vred sig i svære smertetak, og idet han bet tennerne sammen, skrek han: „lat dem rejse til helvete!“ Margit blev stående, som havde hun ikke fått svar. Han merkede det, og en stund efter gentok han langsomt og matt: „lat dem — rejse.“
Ut på vintren kom han sig såvidt han kunne sitte oppe, skønt hans helse var brutt ned for all hans levetid. Første gangen han sat ordentligt oppe, tok han felen frem, stemte, men kom i slik rørelse, at han måtte tilsængs igen. Han var meget fåmælt, men god at omgåes, og da det led lenger, leste han med gutten og begynte at take arbejde hjem i huset. Ut kom han ikke, og med dem, som så til ham, talte han ikke. I førstningen bar Margit tidninger til ham fra bygden; bakefter var han mørk; så holdt hun opp.
