Side:Bjørnson - Arne.djvu/21

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


 Det var just om høsten, som ført mældt. Otte dager efter at Nils skrædder var båret in til Margit Kampen, kom der bud fra Amerikanerne, at han måtte holde sig færdig. Han å nætop og vred sig i svære smærtetak, og idet han bet tænderne sammen, skrek han: "Lad dem rejse til helvede!" Margit blev stående, som hadde hun ikke fåt svar. Han mærket det, og en stund efter gjæntok han langsomt og mat:"Lad dem - rejse!"

 Ut på vinteren kom han sig så vidt han kunde sitte oppe, skjønt hans helse var brutt ned for al hans levetid. Første gangen han sat ordentlig oppe, tok han felen frem, stemte, men kom i slik rørelse, at han måtte til sengs igjæn. Han var meget fåmælt, men god at omgåes, og da det led længer, læste han med gutten og begynte at ta arbejde hjæmme i huset. Ut kom han ikke, og med dem som så til ham, talte han ikke. I førstningen bar Margit tidender til ham fra bygden; bakefter var han mørk; så holdt hun op.