Side:Bjørnson - Arne.djvu/24

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


ti faren var stygg i ansigtet. Arne stod stille og væntet svar; siden stod han fordi han intet fik. Langt om længe blev han utålmodig og våget igjæn: "Skal vi gå?" Nils så ænnu som efter brudefølget, tok sig nu sammen og gik; Arne efter. Han la en pil på buen, skjøt av og løp. "Trø ikke ned engen," sa Nils kort. Gutten lot pilen ligge, og kom igjæn. En stund efter hadde han glæmt det, og mens faren en gang stod stille, la han sig ned og stupte haukråke. "Læg ikke ned engen, siger jeg;" han blev tat og løftet efter den ene arm, som vilde den av led. Siden gik han noget stille bakefter.

 I døren væntet Margit dem; hun kom nætop fra fjøset, hvor hun nok hadde hat strængt arbejde; ti hennes hår var pjusket, linnedet urent, og klærne likeså; men hun stod i døren og smilte: "Et par av kjørne har slitt sig og gjort ugagn; nu er det atter bundet." - "Du måtte dog fli dig litt på en søndag," sa Nils, idet han gik forbi in i stuen. "Ja, nu er det råd til at fli sig, når arbejdet er ændt," sa Margit og gik efter. Hun begynte straks, og sang mens hun stelte sig. Nu sang Margit godt; men somme tider var hun litt tyk i målet. "Hold op med det gnålet," sa Nils; han hadde kastet sig bakover i sengen. Margit holdt op. Da kom gutten stormende in: "Her er kommet en stor, sort hund til gårds, stygg i synet - !" - "Hold kjæ