Side:Bjørnson - Arne.djvu/19

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


gården. "Så har du og gutten hvad I trænger. Og slipper du nogen in at ødelægge det for eder, så vænder jeg mig, der jeg ligger." Ut på høsten hadde hun også hat den glæde at kunne rusle op til den forrige hovedgård med den siste rest av skyllen, og glad var hun, da hun sat på bænken igjæn og kunde sige: "Nu er det gjort." Men i samme stund fik hun også sin helsott; hun vilde straks til sengs, og rejste sig ikke mere. Datteren grov henne ned, hvor plass var ledig på kirkegården, og en vakker hovedstav fik hun, hvorpå hennes navn og alder stod, samt et salmevers av Kingo. Fjorten dager efter den dag hun fik jorden, var hennes sorte søndagskjole gjort om til klær for gutten, og da han stod i dem, blev han så alvorlig, som om bestemoren var kommet igjæn. Av sig selv gik han bort til den storstilede spænnebok, som bestemoren hadde læst og sunget av hvær søndag; han åpnet den, og inne i lå hennes briller. Dem hadde aldrig gutten fåt lov at røre i hennes levende live; nu tok han dem rædd op, satte dem på næsen, og så igjænnem dem ned i boken. Alt blev tåke. Det var dog underligt, tænkte gutten; i dem var det bedstemor kunde læse Guds ord. Han holdt dem højt mot lyset, for at se hvad fejlte, og - der lå brillerne på gulvet!

Han blev meget rædd, og da døren i det samme åpnedes, var det ham, som bestemoren skulde