Side:Bjørnson - Arne.djvu/18

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


Alle jænter hadde stillet sig frem. Han så sig også om, længe og langsomt, gik så bent over til en i mørk stakk, og det var Birgit Bøen. Han rakte hånden frem, og hun gav begge sine; da lo han, veg tilbake, tok en ved hennes side og danset overgiven avsted. Blodet fór Birgit op i hals og åsyn. En høj mann med et blidt ansigt stod like bak henne; han tok henne ved hånden og danset avsted - efter Nils. Denne så det, og kanske det var av vanvare, at han danset så hårdt imot dem, at mannen og Birgit væltet overænde med stort fall. Latter og skrål rejste sig rundt omkring. Birgit kom sig ændelig op, gik avsides og gråt meget.

Mannen med det blide ansigt rejste sig langsommere, gik like bort til Nils, som ænnu danset. "Du får stoppe litt," sa mannen. Nils hørte ikke, og da tok mannen ham ved armen. Nils slet sig fra ham og så på ham. "Jeg kjænner dig ikke," sa han med smil. "Nej, men nu skal du få kjænne mig," sa mannen med det blide ansigt, og la til ham like over det ene øje. Nils, der ikke væntet slikt, stupte med tungt, svært fall like over den skarpkantede gruesten, vilde straks rejse sig, men kunde ikke; hans rygg var brutt.

På Kampen var foregåt en forandring. Bestemoren hadde skrantet på det siste, og straks hun begynte dermed, fik hun travlere æn ellers med at samle penger til den ændelige utløsning av