rykk. Han stod heller ikke imot, lagde legemet forover, småsprang i takt, rettede sig som til kast, narrede, slentrede som før, og da han så ut, som han slett ikke tenkte på sprang, dunrede støvlehælen mot biten, og om igen, om igen, så rundkast forover, bakover, og stod han hverr gang like rank på foten. Han vilde ikke mere. Felen gjorde nogle kåte renn ut fra slåtten, arbejdede sig ned i en dyp tone, hvor den stilnede av, og kom bort i et enkelt langt strøk på bassen. Gruppen spredtes, en sterk samtale, hvori rop og skrik, avløste stillheten, Nils stod oppefter veggen; da kom Amerikanerne med sin tolk bort til ham og gav ham hverr femm daler. Atter stillhet.
Amerikanerne talte litt med tolken, derpå spurte denne om han vilde drage med som deres tjener; han skulde få hvad han vilde. „Hvorhen?“ spurte Nils; folk trykte sig så tett innpå dem som muligt. „Uti verden“ blev der svaret. „Når?“ spurte Nils, så sig om med lysende ansigt, traff Birgit Bøens og slapp det ikke siden. — „Om en uke, når de kommer tilbake“ blev der svaret. „Det kunne hende, jeg var ferdig.“svarte Nils, vejende på sine to femmdaler. — Han havde støttet den ene arm på en hosstående manns skulder, og den skalv, så mannen vilde sette ham i benk.
„Det er visst ingenting,“ svarte Nils, gjorde nogle sviktende skridt bortover gulvet, derpå nogle faste, vendte sig og bad om en springdans.
