Side:Bjørnson - Arne.djvu/16

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


skikkene. Der spilte Nils. De gav en daler hvær i spillepenger og bad om hallingen. Ingen vilde by sig til at danse den, så meget han også blev bedt. Nogen og hvær bad Nils selv danse: "han var dog den beste." Han vægret sig, desto stærkere blev opfordringen, tilsist enstemmig, og dette var hvad han vilde. Han gav felen til en annen, tok trøje og hue av, trådte in i kredsen og smilte. Nu fulgte den gamle opmærksomhed ham, og det gav ham også den gamle kraft. Folk trængte så nær sammen som muligt, de bakerste krøp på bord og bænker, nogen jænter stod højt over de andre, og den fremste av dem - høj med lyse, brunt-vækslende hår, men blå øjne dypt under en stærk panne, en langtrukken munn der ofte smilte, og da litt til den ene side - var Birgit Bøen. Nils så henne, idet han kastet øjet op efter biten. Det spilte op, der indtrådte dyp stillhed, og han gav sig i vej. Han slængte sig henad gulvet, gik efter den ene side halvt på skakke, i takt med felen, diltet, kastet benene nu og da i kors under sig, spratt op igjæn, tok stilling som til kast - og gik på skakke som før. Felen førtes av en dygtig hånd. Slåtten tok mere og mere brand, Nils kom mere bakover med hodet - og med ett lå støvlehælen til biten, så støvet drysset ned over dem. Folk lo og skrek omkring ham, jænterne stod, som kunde de ikke drage pusten. Slåtten hujet in imellem dem, ægget på ny med værre og værre