Hopp til innhold

Side:Bjørnson - Arne.djvu/16

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
15

skikkerne: Der spillede Nils. De gav en daler hverr i spillepenger og bad om hallingen. Ingen vilde byde sig til at danse den, såmeget han også blev bedt. Nogen og hverr had Nils selv danse; „han var dog den beste.“ Han vegrede sig, desto sterkere blev oppfordringen, tilsidst enstemmig, og dette var hvad han vilde. Han gav felen til en annen, tok trøje og huve av, trodte inn i kressen og smilte. Nu fulgte den gamle oppmerksomhet ham, og det gav ham også den gamle kraft. Folk trengte sig så nær sammen som muligt, de bakerste krøp på bord og benker, nogle genter stod højt over de andre, og den fremste av dem, høj med lyse brunt-vekslende hår, men blå øjne dypt under en sterk panne, en langtrukken munn, der ofte smilte og da litt til den ene side, — var Birgit Bøen. Nils så henne idet han kastede øjet opp efter biten. Det spillede opp, der inntrodte dyp stillhet og han gav såg ivej. Han slengte sig henad gulvet, gikk efter den ene side halvt påskakke, i takt med felen, diltede, kastede benene nu og da i kors under sig, spratt opp igen, tok stilling som til kast, men undvek og gikk på skakke som før. Felen førtes av en dygtig hånd, slåtten tok mere og mere brann, Nils kom mere bakover med hovedet og med et lå støvlehælen til biten, så støvet dryssede nedover dem. Man lo og skrek omkring ham, genterne stod som kunne de ikke drage pusten. Slåtten hujede innimellem dem, eggede påny med verre og verre