Side:Bjørnson - Arne.djvu/15

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest



„Å, kom mig først så nær, at jeg kann kenne dig på tæften!
— tror nu ikke, du slår nogen mann omkring med kæften.“

Det første taket var bare så som så.
Begge de karlerne vilde have det med at stå.

Det andre taket glapp for han Bugge-Hans.
„Bli’r du trøtt nu, Buggingen? det er en streng dans.“

Det tredje taket for Hans framstupes, så blodet spratt —
„Det var svært, som du spytted, karl!“ — „Å, jøje, hvor jeg datt!“ —

Lenger sang gutten ikke; der var to vers til, som nokk moderen ikke havde lært ham:

Har du set et træ legge skygge på nyfallen sne?
Har du sett han Nils, når han monne mot genten le?

Har du set han Nils sette foten frem i dansen?
Er du gente, så gå; — det er for sent, når du har tapt sansen.

Disse to vers kunde bestemoderen, og kom dem bedre i hug nu, da de ikke blev sungne. Hun sagde intet til gutten, men til moderen sa hun: „lær gutten godt om din egen skamm; glem ikke de to sidste vers.“ —

Nils skrædder havde drikken slåt ned, så han ikke lenger var den samme, som før. Der var dem som mente, at snart var han takende.

Da hendte det sig, at to Amerikanere gestede bygden og hørte om, at der i nærheten var bryllup, som de straks vilde se, forat komme efter