den alt nu fødde fire kør, seksten sauder, og ejede helvten i en hest.
Nils skrædder for imidlertid på bygden. Fortjenesten var taken av for ham, dels fordi han havde mindre hug til at skøtte den, dels også fordi han ikke var likt som før. Han slog sig da mere på felespillet, og dette gav oftere drikk, dermed slagsmål og onde dager. Det var dem som havde hørt ham klage sig.
Arne kunne vere såpass som seks år, da han en vinterdag regerte i sængen, hvis åklæde han havde oppe til segl, og sat og styrte med en slev. Bestemoderen sat inne og spant, havde sine egne tanker og nikkede stundom, som skulde det stå fast, det hun tenkte. Da visste gutten han var upåagtet, og nu sang han, som han havde lært den, visen om Nils skrædder, rå og vill som den var:
Dersom du ikke kom til igår,
har du hørt geti han Nils skrædder, så staut han går.
Dersom du ikke kom til her ene dagen,
har du hørt geti, hvor han lagde Knut Storedragen.
Det var oppå låvetaket hans Ola-Per Kviste:
„næste gang jeg skal hive dig, må du have med litet niste.“
Hans Bugge var så navngetin en mann,
at det spøkte efter’n både land og strand.
„Sig fort, Nils skrædder, hvor du ligge vil,
så skal jeg spytte på flekken og lægge ho’det ditt til.“ —
