hun vilde give for et sådant tørrklæde, men det var dog ikke dette hun tenkte på. De lagde dem sammen igen, men langsomt. „Her skal du se,“ sagde moderen, hun tok opp nogle vakkre silkebånd. „Altsammen er som til en gente.“ Eli var ildende rød, men hun taug. „Her er ennu mere!“ moderen tok opp et vakkert sort kjoletøj — „det er vel fint“ sagde hun og holdt det mot dagslyset. Eli skalv litt på henderne, brystet steg, hun følte blodet fo’r sig til hovedet, hun vilde gerne vende sig bort, men det gikk ikke an. „Han har køpt noget på hverr byrejse,“ sagde moderen. Eli kunne næsten ikke holde sig lenger, øjnene løp om i skrinet fra den ene ting til den annen og tilbake på kjoletøjet; hun brann i ansigtet. Den sidste ting moderen tok opp lå i papir; de viklede det ene av efter det annet: det var et par små sko. De havde nokk aldrig sett maken nogen av dem, moderen trodde ikke de kunne arbejdes, Eli sagde ikke et ord, men da hun måtte take i skoene, stod alle hennes femm fingrer på dem; „jeg sveter nokk,“ hviskede hun og tørrede sig av. Moderen lagde det vel tilrette altsammen. „Ser det ikke akkurat ut, som han litt efter litt har køpt til en, han ikke torde give det til?“ sagde hun og så på Eli; — „han har gemt det her i skrinet — sålenge;“ hun lagde det altsammen aldeles sådan, som det havde ligget. „Nu skal vi se hvad som er i leddiken.“ Sakte åpnede hun den, som skulde hun rigtigt få
