opp og så på og Eli tok på det altsammen. Margit klappede henne på skulderen: „Jeg har ikke sett dig før idag, men jeg holder alt så meget av dig, barnet mitt!“ sagde hun og så henne godmodig! inn i øjnene. Før Eli fikk tid til at blive litt skamfull, trakk Margit i henne og sagde ganske sakte: „der ser du et litet rødmalet skrin; — der kann du tro er noget, som er rart“ — — Eli så til det, det var et litet firkantet skrin, som hun fikk svær lyst til at eje. „Han vil ikke jeg skal vite, hvad som er i det skrin,“ hviskede moderen, „og han gemmer nøklen bort hverrgang“ — hun gikk bort til nogle klæder, som hang på veggen, tok ned en fløjels brystduk, lette i urlommen, og der lå nøklen. „Kom nu skal du se,“ hun hviskede, de gikk ganske sakte og stillede sig begge på kne foran skrinet. Med det samme moderen åpnede låket, slog der en vellukt opp imot dem, så Eli slog henderne sammen før hun ennu havde sett nogenting. Øverst lå et tørrklæde bredt utover, det tok moderen tilside: „Her skal du se!“ hviskede hun og hun tok opp et fint sort silke tørrklæde, et sådant som ikke mannfolkene berer. „Det er akkurat som til en gente,“ sagde moderen. Eli bredde det utover sitt fang og så på det, men sagde ikke et ord. „Her er et til,“ sagde moderen. Eli tok det, hun kunne ikke bare sig, men moderen måtte prøve det på henne, skønt Eli ikke vilde og bøjede hovedet. Hun visste ikke hvad
