vill, og ovenpå det så mild og varm, at hun uten at merke det gikk vart med små skridt, så Margit bad henne gå litt fortere. Hun skræmtes opp; „Jeg nar aldrig hørt slikt som den fossen før“ sagde hun; „jeg bliver ganske rædd.“ — „Det venner du dig snart til,“ sagde moderen; „tilsidst vil du savne den.“ — „Kære, tror du det?“ spurte Eli. „Ja, det skal du nokk se,“ sagde Margit; hun smilte.
„Kom nu skal vi først se på buskapen,“ sagde hun, idet de bøjede ned fra vejen; „disse treer har Nils satt her på begge sider. — Han vilde gerne have det vakkert, Nils; — det vil Arne også; der skal du se den haven, han har lagt.“ — „Å - nej å - nej!“ ropte Eli, hun sprang fort hen til gerdet. — „Siden skal vi se på den,“ sagde Margit, — „nu må vi bort til bølingen, før de slipper den inn; — “ men Eli hørte ikke, hun så bare inn i haven. Hun stod så lenge til Margit minte henne for annen gang, da så hun flygtigt gennem ruterne med det samme hun gikk; der var ingen inne.
Begge stillede sig opp på låvekloppen og så på kørne idet de gikk rautende forbi og inn i fjøset. Margit nevnte dem ved navn opp for Eli, fortalte hvormeget hverr enkel malkede, hvem der var sommerber, hvem ikke. Sauderne blev talte og innslupne, de var av et stort fremmed slag, Arne havde fått fat i to lam sør på. „Han legger sig efter alt slikt, ennda en ikke skulde tro det om ham; —
