ste; men her i bygden er folket så litet lært.“ — Eli spurte, om det var Kampen hun kunne se like foran sig. „Nej, det er Gransetren, det, den sidste gården mot skogen; når vi kommer lenger opp, ser du Kampen. — Der er lett at bo på Kampen, kann du tro; det synes vel at vere avsides, men det er ikke derpå det kommer an.“ — Eli spurte, hvad det var, som røk der borte i skogen. „Det er av en husmannsplass, det, som ligger under Kampen. Der bor en mann, som heter Opplands-Knut. Han gikk alene her, og så gav Arne ham den plassen at rydde. Han forstår hvad det er at gå alene, Arne stakar.“ — Om en stund kom de så højt opp, at de kunne se gården. „Er det Kampen?“ sagde Eli, hun stansede og pekte. „Det er Kampen,“ sagde moderen, hun stod også. Solen så dem like i ansigtet, de skygde for øjnene og så nedover. Midt på sletten lå gården, rødmalet med de hvite vindukarmer; rundt omkring var engen slått, noget høj stod i såter, akrerne lå grønne og svære midt i den bleke eng, borte ved fjøset var stor travlhet, kør, sauder, geter kom hjem, klokkerne kimte, hunderne gødde, budejerne ropte, men over det hele med forferdelig larm gikk fosseduren, der stod opp av Kampedjuvet. Jo lenger Eli så, dess mere hørte hun bare denne tonen, og den blev henne tilsidst så forferdelig, at hun fikk hjærteklapp, det bruste og suste gennem hennes hoved, til hun blev ganske
