mange tanker, kann du tro, mens jeg sitter alene der borti skogen. — — Skulde det hende engang, han førte en hjem, som havde velsignelse med sig både til hus og mann, da vet jeg, at mangen fattig skulde blive glad den dag.“ De taug begge stille og gikk uten at se til hinannen; men Eli stansede; „"hvad er det?“ — „Det ene skobåndet mitt er gått opp.“ Margit væntede en lang stund og endelig var det knyttet. „Han er så underlig av sig,“ sagde moderen, „han er bleven så forskræmt som barn, og derfor er han bleven vant til at tenke alting for sig selv, og den slags folk kommer sig ikke rigtigt til.“ — Nu vilde Eli endelig vende, men Margit mente, det var bare en knapp halv fjerding igen til Kampen, ja det var ikke engang så langt, og da måtte hun se Kampen, siden hun var der. Men Eli mente det blev for sent for sig. „Der er all tid dem, som følger dig hjem“, sagde Margit. „Nej, nej,“ svarte Eli rask og vilde gå. „Ja, han Arne er ikke hjemme,“ sagde Margit, „så ham bliver det ikke; men der er vel alltid andre,“ og Eli havde nu mindre mot det: „bare det ikke bliver for sent.“ — „Ja, står vi lenge og snakker om det, kann det nokk blive for sent,“ — og de gikk.
„Du har vel lest meget du, som er oppdragen hos presten?“ Ja, hun havde det. — „Det vil komme godt til nytte,“ mente Margit, „når du får en, som karm mindre.“ — Nej, det mente Eli, hun ikke vilde have. „Å - nej; det er kannske heller ikke det be-
