du ser så fin ut , det har vel ikke veret stort.“ — Å - jo, hun havde hjulpet adskilligt til, iser i den sidste tid. — „Ja, det er godt at vere vant til noget av hvert; når en selv får stort hus, kann meget trenges. Men det forstår sig, den som finner god hjælp foran sig, står det jo ikke på.“ — Eli vilde nokk gerne vende om igen, for nu var de lengst forbi prestegårdsjordet. „Der er et par timer til solen går ned; — du var snild om du vilde prate litt lenger med mig,“ — og Eli gikk med.
Nu begynte Margit at tale om Arne. „Jeg vet ikke om du kenner stort til ham. Han kann lære dig noget av hvert han; Gud bevare oss, hvor meget han har lest.“ Eli tilstod, at hun visste han havde lest meget. „Å - ja, det er ennu det minste ved ham, det; nej, slik som han har veret mot mo’r sin alle sine dager, det er mere det! Skal det vere sant, som de siger for et gammelt ord, at den, som er god mot sin moder, er god mot sin kone, da får den, han velger, just ikke stort at klage over.“ — Eli spurte, hvorfor de havde malet huset der like foran dem med gråfarve. „Å -; de har vel ikke havt nogen annen,“ mente Margit; „nej, jeg skulde vel unne han Arne, at han engang fikk løn for alt det gode, han har gjort mot moder sin! Den kone, han skulde have, måtte både vere vel lært og god av hjærtelag. — Hvad er det du der ser efter, barn?“ — „Jeg mistede bare en liten kvist, som jeg gikk og bar.“ — „Herregud, jeg har
