godt hværken ordene eller tonen og tok ofte fejl. Det vers hun kunne best, var det sidste, derfor tok hun det ofte opp igen; men hun sang det således:
og treet fikk ber, de var modne og rød,
„Jeg må få dem!“ bad genten, hun var nu så søt.
„Ja, alle disse små,
dem kann du gerne fa!“
sa’ treet — trala-lala, la-lala, — søt!
Og så med en gang sprang hun opp, rystede alle blomsterne rundt omkring, haukede så tonen trinsede gennem luften og nådde gerne over like til Bøen. Arne havde tenkt at springe frem, da hun begynte at synge; han var like på vej, da hun sprang opp; nu måtte han frem, — og da sprang hun! Skulde han rope? Nej, — jo! Nej! — Der hoppede hun alle bakker ned, syngende, trallende; der falt hatten av, der tok hun den op igen, der plukkede hun en blomster, der stod hun midt i det højeste græsset — „Skal jeg rope? Hun ser opp!“ — han ned. Lenge var det, før han torde glytte frem og først løftede han bare hovedet, så henne ikke; — stod på kne, så henne ikke; — helt opp, — nej, hun var borte! Han syntes selv han var en ynkelig karl, — han tenkte på somme av de historier han havde hørt i nøtterskogen. — —
Han vilde ikke mere til prestegården. Han vilde ikke have aviserne, vilde ikke vite noget om
