gerne drage sig et skridt nærmere, men fuglen kunne have rede under busken og det torde han ikke trede på. Han så da frem mellem bladene ettersom de fløj tilside eller stakk sig sammen. Solen falt like på henne, hun sat i en sort livkjole uten ermer, havde en halmhat på hovedet, som tilhørte en gut, den sat løst og til den ene side. I fanget havde hun en bok liggende, men ovenpå den en hel del markblomster; hennes højre hånd famlede innimellem dem som i tanker, den venstre var lenet på kneet, og i den lå hennes hoved. Hun så utefter der, hvor fuglen var fløjen, og det var uvisst, om hun havde gråtet.
Noget vakkrere havde Arne i sine levedager hværken sett eller drømt; solen lagde også alt sitt gull både på henne og pletten, og sangen drev om henne, skønt den lengst var sungen, så han tenkte, drog ånde, ja hjærtet slog i takten av den. Det blev ham så underligt, at den sang, som bar all hans lengsel, havde han glemt, men hun funnet. —
En gulbrun kveks fløj i kredse om henne mange mange ganger, tilsidst fikk hun øje på den og skræmte den med en blomsterstilk, som hun stakk opp så ofte den kom foran. Så tok hun boken og åpnede den, men lukkede den snart og sat som før, medens hun gav sig til at nynne. Det var „treet stod ferdigt med blad og knopp“ — han kunne høre det, skønt hun ikke hugsede
