Ut, vil jeg! Ut! — o, så langt, langt, langt
over de høje fjelle!
Her er sa knugende, terende trangt,
og mitt mod er så ungt og rankt, —
lat det få stigningen friste,
— ikke mot murkanten briste!
Engang, jeg vet, vil det rekke frem
over de høje fjelle.
Kannske du alt har din dør på klemm? —
Herre min Gud! godt er ditt hjem, —
lat det dog ennu slenges,
og jeg fa lov til at lenges!
Arne stod til det sidste vers, det sidste ord var sunget hen; atter hørte han fuglerne skemte og le, men han visste ikke, om han selv torde røre sig. Vite, hvem det var, måtte han dog, han løftede foten og gikk så vart, at han ikke hørte græsset knase. En liten sommerfugl satte sig i en blomst like foran foten på ham, måtte opp igen, fløj atter bare et litet stykke, måtte opp igen og så videre frem hele bakken. Men der stod en tett busk, han vilde ikke lenger frem, ti nu kunne han se, en fugl fløj opp ifra busken, skrek skræmt: kvitt, kvitt! — og skar bort over bakkeheldingen; da så hun opp, hun som sat der; han dukkede sig ned, dypt, dypt, holdt ånden igen, hjærtet klappede, han hørte hvert slag, lyttede, torde ikke røre ved et blad, ti han havde jo sett Eli! — Lenge, lenge efter så han opp litetgrand, vilde
