Ørnen løfter med sterke slag
over de høje fjelle, —
ror i den unge kraftfulle dag,
metter sitt mod i det ville jag,
senker sig, hvor den lyster, —
ser mot de fremmede kyster!
Løvtunge abild, som intet vil
over de høje fjelle?
spretter, når somren stunder til,
vænter til næste gang den vil,
alle dens fugler gynger,
vet ikke hvad de synger; —
Den som har lengtet i tyve år
over de høje fjelle, —
den, som vet, at han ikke når,
kenner sig mindre år for år —,
hører hvad fuglen synger,
som du så trøstigt gynger.
Sladdrende fugl, hvad vilde du her
over de høje fjelle?
Rede du fant visst bedre der,
videre syn og højere tre’r, —
vilde du bare bringe
lengsel, men ingen vinge?
Skal jeg da aldrig, aldrig nå
over de høje fjelle?
Skal denne mur mine tanker slå,
sådan med sne-is og rædsel stå
stengende der til det sidste, —
blive min dødningekiste?
9*
