Kristian. Han vilde ikke hjem, han vilde ingensteds, han vilde ingenting, — „o Gud, jeg er så ulykkelig!“ sagde han, sprang opp igen og sang „treet stod ferdigt med blad og med knopp“ så det rungede rundt fjellene! — Siden satte han sig, hvor hun havde sittet, han fikk fat i de blomster, hun havde plukket, men kastede dem nedover bakken til alle sider! — Og så gret han. Det var lenge siden han havde gråtet; dette falt ham inn, og da gret han ennu mere. Han vilde rejse, vilde han; — nej, han vilde ikke rejse! — Han syntes, han var så svært ulykkelig, men når han tenkte sig om, visste han ikke rigtigt hvorover det var. Han så omkring sig, det var en velsignet dag, og nu var der hvile utover altsammen. Søen trillede ikke med en eneste båre, fra gårderne begynte røken at tittre i vejret, akerrikserne holdt opp, den ene efter den annen, småfuglerne spøkte vel, men drog sig mot skogen, duggen var borte, så græsset stod alvorligt, ingen vind var der, så bladene hang stille, solen stod om en time i middag. Han visste ikke hvordan det gikk til, at han sat der og stelte med et litet dikt; en bløt tone kom og bød sig frem til det, og med brystet underligt fullt av alt, som var mildt, gikk og kom tonen så lenge, til den havde med et litet billede, som gerne vilde legge sig frem for en gangs skyld.
Han sang det stille, som han havde gjort det, og sittende hvor Eli sat.
