som vi kunne lage det så, at de kom oftere sammen her på prestegården?“ — „Ja, mener du ikke, jeg har tenkt det!“ hun slog henderne sammen, så på presten og smilte over alt ansigt. Presten stansede, medens han tendte pipen: „Når det kommer til stykket, så var det kannske ditt erinde hit idag, dette?“ — Hun så ned, hun puttede et par fingrer inn i det sammenlagte tørrklæde og kom ut igen med en snipp: „Å-ja, Gud bedre mig så visst: det var nokk dette jeg vilde.“ — Presten gikk opp og ned, han smilte: „Kannske det var dette du vilde, sidst du var her også?“ — Hun drog snippen lenger frem, hun tøjede og tøjede: „Siden du nu siger det, så var det nokk dette, ja.“ — Presten røkte: „Det var altså for at få dette frem, du tilstod mig litet om senn av det annet, du bar på.“ — Hun bredde nu tørrklædet ut for at legge det ordentligt sammen igen: „Nej; å-nej; det tyngde mig rett såpass ned, at jeg måtte sige det til han fa’r.“ — „Ja, ja, min gode Margit; vi skal ikke tale mere herom;“ — best som han gikk, sagde han: „Tror du, at du av dig selv var kommen frem med det du vilde?“ — „Å —, jeg var kommen frem med såmeget annet nu, at jeg saktens også tilsidst havde fått dette frem.“ — Da lo presten; men han sagde henne ikke, hvad han tenkte. Han stansede: „Så skal vi lage det som du vil da, Margit.“ — Hun skønte, at han vilde have hun skulde gå, derfor rejste hun sig:
