han nu rejste fra mig allikevel?“ — „Du er altså mere rædd for at han skal rejse, enn for selv at blive ved i en synd?“ Margit havde fått tørrklædet ut igen; hun førte det nu til øjnene, for hun begynte at gråte. Men presten sat en stund og betragtede henne; da sagde han videre: „hvorfor fortalte du nu mig alt dette, når det ikke var din hensigt at det skulde føre til noget?“ Han væntede lenge; men hun svarte ikke. „Trodde du maske din synd skulde blive mindre, når du fikk den fortalt?“ — „Jeg trodde det,“ sagde hun sakte og med hovedet ennu dypere mot brystet. Presten smilte og rejste sig. „Ja - ja, min kære Margit, ver ved godt mod; du skal se det enn da kann lage sig“. — „Tror du det?“ spurte hun, så i vejret, og et tungt smil drog opp over det forgråtne ansigt. „Det tror jeg; Vårherre vil visst ikke prøve dig lenger. Du skal se du får glede på dine gamle dager“. — „Måtte jeg bare beholde den jeg har!“ sagde hun og presten trodde, hun torde ikke tenke nogen større lykke enn at leve i sin bestandige angst. Han smilte medens han stoppede sin pipe: „Dersom her ennda var en liten gente, som kunne få tak i ham; da skulde du se, han blev.“ — „Ja, mener du ikke, jeg har tenkt det!“ hun rystede på hovedet. — „Se nu til Eli Bøen; det kunne vere en, som høvde ham.“ — „Ja, mener du ikke, jeg har tenkt det,“ hun ruggede med hovedet og hele overkroppen. — „Der-
