første gang når hun kom på dette emne, for Margit havde jo ikke tenkt på annet i syv-åtte år. „Tror du han rejser? hvad skal jeg gøre? og pengerne? og brevene?“ Det trengte inn på henne alt på en gang. „Ja, med brevene er det ikke ganske rigtigt. At du har forholdt ham, hvad hans er, det kann du vanskelig forsvare. Men verre er det imidlertid, at du har satt en medkristen i dårligt lys for din søn, skønt han ikke har fortjent det og verst er det, at det er en, han havde så kær, og som holdt innerligt av ham igen. Men vi skal bede Gud tilgive dig; vi skal begge bede ham.“ Margit senkede sitt hoved, hun satt ennu med foldede hender: „hvor jeg skulde bede ham om forlatelse, bare jeg først visste, han vilde blive!“ — hun tok nokk fejl av Vårherre og Arne. Presten lot som han ikke lagde merke til dette. „Agter du at tilstå ham det nu straks,“ spurte han. Hun så dypt ned og sagde sakte: „torde jeg vænte litt ennu, så vilde jeg nokk gerne.“ Men presten smilte, uten at hun så det; han spurte: „tror du ikke, at din synd bliver større, jo lenger du dveler med tilståelsen?“ — Hun arbejdede på tørrklædet med begge hender, lagde det sammen i en ganske liten firkant og forsøkte på at få det i en ennu mindre, men det vilde ikke gå: „Tilstår jeg dette med brevene, så er jeg rædd han rejser.“ — „Du tør ikke stole på Vårherre da?“ — „Jo det forstår sig“, sagde hun hastigt! da føjede hun sakte til: „men dersom
