kann ikke se så fin skrivt . . . kære se,om der ikke står noget om rejsen . . . .“
Der var bare et vers på dette papir. Til det annet vers stod der en halv og en hel linje hist og her, som var det en vise han havde glemt og nu hugsede frem igen vers for vers. Men det første verset, det lød:
Undrer mig på, hvad jeg får at se
over de høje fjelle?
Øjet møter nokk bare sne —:
rundtomkring star det grønne tre,
vilde så gerne over,
tro, når det rejsen vover? —
„Står der om rejsen?“ spurte Margit, hun hang ved prestens øjne. „Ja, det er om rejsen,“ svarte han og lot papiret synke. „Visste jeg det ikke! o Gud jeg kente jo tonen!“ Hun så på presten med foldede hender, bange, spent, medens tåre på tåre trillede nedover kinnen.
Men her visste presten like så litt råd som hun. „Gutten må vere alene om dette,“ sagde han. „Livet forandrer sig ikke for hans skyld, men det kommer an på, om han selv kann engang se mere i det. Nu vil han nokk likesom rejse ut efter det.“ — „Men kære, det er da likesom med keringen, det,“ sagde Margit. „Med keringen?"“ spurte presten. — „Ja, hun som rejste ut efter sollys til sig, istedetfor at hugge vindu på veggen sin.“ — Presten blev meget forundret; men det var ikke
