Denne siden er korrekturlest
126
„Ja Gud velsigne dig for det!“ — „Og vi skal have et litet øje med dem.“ — „Jeg vet aldrig hvorledes jeg skal fulltakke dig!“ hun tok hans hånd og nigede. „Vårherre vere med dig!“ sagde presten. Hun tørrede sig med tørrklædet, gikk mot døren, nigede igen, sagde „farvel“ idet hun åpnede og lukkede langsomt efter sig. Men så lett, som hun gikk ned mot Kampen den dag, havde hun ikke gått på mange, mange år. Da hun kom så langt, at hun så røken velte tykk og munter opp av pipen, velsignede hun huset, hele gården og presten og Arne, — og hugsede på at de skulde have røkekøt til middag, som var hennes beste mat. —
