narr av det lille verset, du har diktet?“ — „Nej, det tror jeg ikke, Arne; men det er ikke noget, jeg selv har gjort.“ — „Er det da av en annen?“ — „Ja, det kom således farende.“ — „Så kann du jo sige mig det.“ — „Nej, nej, det er ikke noget sådant heller. Arne, bed mig ikke mere!“ hun gemte visst hovedet i sængen; ti det sidste kom næsten bort. „Eli, nu er du ikke snild mot mig, sådan som jeg har veret mot dig!“ han rejste sig. „Arne, det er forskel . . . du forstår mig ikke . . . men det var . . . jeg vet ikke . . . en annen gang . . . ikke bliv sint på mig, Arne! gå ikke fra mig!“ hun begynte at gråte.
„Eli, hvad fattes dig?“ der falt som sollys over ham. „Er du syk?“ han trodde det ikke selv. Hun gret ennu; han syntes han måtte gå frem eller tilbake: „Eli!!“ han lyttede; „Eli!!“ — „Ja,“ hun holdt gråten inne. Men han visste ikke hvad han mere skulde sige og taug. „Hvad vil du?“ hviskede hun og vendte sig halvt. „Det er noget —“ målet skalv, derfor holdt han inne. „Hvad er det?“ — „Du skal ikke sige nej . . nu jeg beder, . .“ — „Er det om visen?“ — „Nej . . . Eli jeg vilde gerne . . .“ — han hørte henne drage ånden fort og tungt . . . „Jeg vilde gerne . . få holde en av de henderne dine!“ Hun svarte ikke, han lyttede, skarpt, kort, — følte sig frem over åklædet, og fikk en varm, liten hånd, som lå bar!
Da gikk det i trapperne, det kom nærmere,
