Varmen i verelset blev dem begge så overhendig; selv tørrede han sveten av sin panne og han hørte henne rejse sig i sængen. Ingen lyd var i kammeret eller nedenunder, uten klokken, som kakkede på veggen; mørket var tett uten måne; når han så gennem det grønne vindu var det som han så ut i en skog; bent foran sig så han ingenting, men straks tanken gikk dit igen bankede brystet, som hørte han selv dets slag. Det begynte at tindre og funke for øjet, det suste for øret, tettere bankede det i brystet; han måtte rejse sig eller sige noget; da brøt hun ut:
„Gud give det var sommer!“
„At det var sommer?“ og det drog opp for hans tanke med fuktigt løv og bjelleklang, hauking fra fjellene, sang fra dalerne, Sortevatnet lå der og sken i solen, gårderne vuggede deri. Eli kom ut og satte sig likesom hin kveld. „Var det sommer,“ sagde hun, „og jeg sat på bakken, tror jeg visst, at jeg nu kunne synge en vise!“ —
Han lo, så glad blev han, og spurte: „hvad skulde den da gå om?“ — „Om noget, som var lett, om — ja, jeg vet ikke selv — —,“
„Sig det, Eli!“ han rejste sig i gleden, men hugsede sig om og sat.
„Jeg vil ikke sige dig det for alt i verden!“ — hun lo. „Jeg sang for dig, da du bad.“ — „Det er sant; men nej, nejl!“ — „Eli, tror du jeg gør
8
