„Arne, — kunne du ikke lære mig at lage viser?“ — „Har du aldrig prøvet?“ — „Jo, nu de sidste dager; men jeg får ingen til.“ — „Hvad har du da villet have i dem?“ — „Noget om mo’r, som holdt så av din fa’r.“ — „Det er et tungt emne.“ — „Jeg har også gråtet over det.“ — „Du skal ikke søke emner ; de kommer.“ — „Hvorledes kom mer de?“ — „Som annet kært: når du minst vænter.“ — De taug begge. „Det undrer mig, at du, Arne, lenges bort, som berer så meget vakkert hos dig.“ — „Vet du, at jeg lenges?“ — Hun svarte ikke herpå, hun lå stille som i tanker. „Arne, du må ikke rejse bort!“ sagde hun, og det kom varmt til ham. — „Sommetider har jeg også mindre lyst.“ — „Din mo’r må holde meget av dig. Jeg maa få se din mo’r!“ — „Kom bort på Kampen engang du bliver frisk.“ Og nu tænkte han henne med eengang sitte i den lyse stue på Kampen og se på fjellene; brystet begynte at gå i ham, blodet for ham til hovedet. „Her er varmt herinne,“ sagde han og rejste sig.
Hun hørte det: „Kære, vil du gå?“ — og han satte sig.
— — „Du må komme oftere hit til oss; — mo’r holder så meget av dig.“ — „Jeg har også selv lyst; — — men jeg må dog have ærinde.“ — Eli taug litt, som tenkte hun sig om. „Jeg tror,“ sagde hun, „at mo’r har noget, hun vil bede dig om.“ — — — —
