har laget.“ Men Arne havde ikke for skikk at tilstå det var egne viser han sang. „Jeg har ingen,“ sagde han. „Du har nokk, og du synger dem nokk også, når jeg beder om det.“ — Hvad han aldrig havde gjort for andre, det gjorde han nu for henne. Han sang næmlig følgende vise:
Treet stod ferdigt med blad og med knopp.
„Skal jeg ta’ dem?“ sa’ frosten og pustede opp.
„Nej kære, lat dem stå,
til blomster sitter pa!"“ —
bad treet og skalv ifra rot og til topp.
Treet fikk blomster, sa fuglerne sang.
„Skal jeg ta’ dem?“ sa’ vinden og vifted og svang.
„Nej, kære, lat dem stå,
til beret sitter på!“ —
bad treet, i vinden det dirrende hang.
Og treet fikk ber under soløjets glød.
„Skal jeg ta' dem?“ sa’ genten så ung og så rød.
„Ja, kære, du kann ta’,
såmange du vil ha’!“ —
sa’ treet, og grenen det bugnende bød.
Den vise tok næsten vejret fra henne. Han sat også bakefter som havde han sunget mere enn han vilde sige.
Mørket ligger tungt over dem, som sitter sammen deri og ikke vil tale; de er aldrig nærmere hinannen enn da. Han hørte, blott hun vendte sig, blott hun drog hånden over åklædet, blott hun engang pustede litt sterkere enn ellers. —
