drog opp til slag og slog så; Eli drog langsomt pusten et par ganger, som vilde hun lette brystet, og så sagde hun: „en vet så litt; kenner hverken fa’r eller mo’r. — Jeg har ikke veret god mot dem, jeg, — og derfor er det så underligt nu at høre den konfirmasjonssalmen.“
Når man taler i mørket bliver man alltid mere sannferdig enn når man ser hverrandres ansigt; man siger også da mere.
„Det var godt at høre de ord,“ svarte Arne, han tenkte på hvad hun havde sagt dengang hun blev syk. Det forstod også hun og derfor sagde hun: „var nu ikke dette hendt mig, så Gud vet, hvorlenge jeg havde gått, før jeg havde funnet mo’r.“ — „Hun har talt med dig nu?“ — „Hverr dag; hun har ikke annet gjort.“ — „Da fikk du nokk meget at høre.“ — „Du kann så sige.“
„Hun talte nokk om min fa’r.“ — „Ja.“ — — „Tenker på ham ennu?“ — „Hun tenker på ham.“ — „Han var ikke god mot henne.“ — „Stakars mo’r!“ — „Han var dog verst mot sig selv.“
Den ene tenkte hvad han ikke vilde sige den annen. Eli var den som først bant ord imellem dem. „Du skal vere lik din fa’r.“ — „De siger så,“ svarte han undvikende; hun lagde ikke merke til tonen, og derfor kom hun igen om en stund: „kunne også han lage viser?“ — „Nej.“ —
„Syng en vise for mig — — en, som du selv
