sagt det. Han tok sig snart og sagde undvikende, at det var så litet han kunne synge. Men moderen mente, det lot ikke så, når han sat alene.
Arne gav efter og gikk. Han havde ikke sett Eli, siden den dag han hjalp til at bere henne opp; han følte at hun nu måtte vere meget forandret, og det gjorde ham likesom litt rædd. Men da han sakte åpnede døren og trodte inn, var det stumende mørkt i verelset og han så ingen. Han stansede ved døren: „hvem er det?“ spurte Eli klart og sakte. „Det er Arne Kampen,“ svarte han varsomt for at ordene skulde falle blødt. „Det var snildt du kom.“ — „Hvorledes står det til med dig Eli?“ — „Takk, nu er det bedre.“
„Du får sette dig ned, Arne,“ sagde hun en stund efter, og Arne følte sig fremover til en stol, som stod ved sængefoten. „Det var så godt at høre dig synge, du må synge litt for mig heroppe.“ — „Bare jeg kunne noget som passede her.“ Der blev stilt en stund, da sagde hun: „syng en salme,“ og det gjorde han, det var noget av en konfirmasjonssalme. Da han sluttede hørte han at hun gret, og derfor torde han ikke synge mere; men om litt sagde hun: „syng en sådan en til,“ og han sang en til, næmlig den som almindeligst brukes på kirkegulvet. „Hvormange ting jeg har tenkt på, medens jeg har ligget her,“ sagde Eli. Han visste intet at svare og sat og hørte henne gråte stille derinne i mørket. Et ur kakkede borte på veggen,
