veret.“ — Han sat lenge stille; Arne trodde en stund han gret; men det var ikke så.
„Hun var stille i førstningen og meget sorgfull. Jeg havde intet at sige til trøst og derfor taug jeg. Siden fikk hun det stundimellem med dette styrendes vesen, som du kannske har sett; det var alletider et slags ombytte, og derfor taug jeg også da. Men en rigtig glad dag har jeg ikke havt siden jeg blev givt, og nu har jeg veret det i en tyve år. — —“
Her brøt han pinnen i to stykker; siden sat han en stund og så på disse to stykker.
„— — Da Eli vokste til, tenkte jeg hun havde mere glede av at vere blandt fremmedfolk enn her. Det er sjælden jeg har villet noget jeg; det meste har også veret galt; — så blev dette med. — Moderen sat og lengtes efter barnet, skønt bare vågen lå imellem, og tilsidst skønte jeg at det heller ikke bar rigtigt ivej derover i prestegården, men da var det for sent; hun holder nokk nu hverken av fa’r eller mo’r.“
Huven havde han taket av igen; nu lå det lange hår nedover øjnene; han strøk det tilside med begge hender og satte huven på, som vilde han gå; men idet han for at rejse sig havde vendt sig mot huset, stoppede han og føjede til, idet han så til loftsvinduet:
„Jeg trodde det var best Matilde og hun ikke tok farvel, jeg; men så var det galt. Jeg sagde henne,
