samlag; det var henne jeg nu er givt med. — — — Jeg havde ofte hug, der jeg sat, til at prøve styrke med ham for den saks skyld; men jeg var rædd jeg skulde tape, og visste, at da tapte jeg henne med det samme. Når alle de andre var gått, tok jeg de løfter, han havde taket, spente den bite, han havde spent; men næste gang han fløj med genten bort ifra mig, vågede jeg mig dog ikke i kast med ham, skønt det hendte dog engang, han stod og fjaste med henne like foran ansigtet mitt, at jeg tok en velvoksen karl og lagde over biten som for moro. Han blev også blek den gangen.“
„Dersom han ennda havde veret god med henne; men han svek henne, og det var om igen kveld efter kveld. Jeg tror næsten hun holdt mere av ham for hverr gang. — Så var det at det sidste hendte. Jeg tenkte, at nu måtte det briste eller bere. Vårherre vilde heller ikke han skulde gå lenger dengang og derfor falt han litt tyngre enn jeg unte ham det. Jeg har aldrig sett ham siden.“
De sat en stund tause; da fortsatte Bård:
„Jeg bød mig frem igen. Hun svarte hverken ja eller nej, og så tenkte jeg, det kunne blive bedre siden. Vi givtede oss, brylluppet stod nede i dalen hos en faster, som hun arvtok; vi begynte med meget, og det har siden vokset. Våre gårder lå ved siden av hinannen og nu blev de slått ihop, som min tanke havde veret fra gutten av. Men meget annet blev ikke som min Tanke havde
