ham på enden av et omveltet tre. „Jeg har tenkt tidt på fa’r din i disse dager,“ sagde Bård så uvæntet, at Arne intet kunne svare. — „Du vet vel hvad som har veret oss imellem?“ — „Jeg vet det.“ — „Å-ja; du vet bare det halve, som vænteligt kann vere, og legger stor last på mig.“ Arne svarte om en stund: „du har vel oppgjort den ting med din Gud, du; likeså visst som nu fader min har det.“ — „Å-ja; det kann vere som man ta’r det til, det,“ svarte Bård. „Da jeg fant denne pinnen igen, blev det mig så underligt, at du skulde komme hit og løse fløyen. Likeså godt først som sidst, tenkte jeg.“ Han havde fått huven av sig og sat og så inni den. —
„Jeg kunne vel vere såpass som en fjorten år, da jeg lærte at kenne fader din, som var på samme alder. Han var meget vill og tålte ingen over sig. Og det var dette han aldrig kunne glemme mig, at jeg stod nummer en til konfirmasjonen og han stod nummer to. Ofte bød han sig til at ville takes med mig, men det blev aldrig til noget; væntelig var ingen av oss trygg på sig selv. Men underligt er det, at han sloges hverr dag, og ingen ulykke oppkom derav; den ene gangen jeg skulde til, gikk det så galt som det kunne gå; men det forstår sig: jeg havde også væntet lenge.“
„Jeg kunne vel vere såpass som en fjorten år, da jeg lærte at kenne fader din, som var på samme alder. Han var meget vill og tålte ingen over sig. Og det var dette han aldrig kunne glemme mig, at jeg stod nummer en til konfirmasjonen og han stod nummer to. Ofte bød han sig til at ville takes med mig, men det blev aldrig til noget; væn telig var ingen av oss trygg på sig selv. Men un derligt er det, at han sloges hverr dag, og ingen ulykke oppkom derav; den ene gangen jeg skulde til, gikk det så galt som det kunne gå; men det forstår sig: jeg havde også væntet lenge."
„Nils fløj efter alle genter, og de efter ham. Der var bare een, jeg vilde have, men den tok han fra ung på hverr dans, ved hvert bryllup, i hvert
