vite av noget omkring sig. Bård stod en stund nede ved sængefoten, så på dem begge to og sagde intet. Engang den syke rørte sig, som vilde hun våkne, listede han sig straks vekk så sakte som han var kommen.
Ofte tenkte Arne på, at nu var der sagt ord mann og kone imellem, samt foreldre og barn imellem, som lenge var båret sammen og sent vilde glemmes. Han lengtes bort derifra, skønt han nokk gerne vilde vite først, hvorledes det gikk med Eli. Men dette kunne han alltid få vite, tenkte han, gikk derfor til Bård og sagde, at han nokk vilde hjem; det arbejde, hvortil han var kommen, var ferdigt. Bård sat ute på stabben, da Arne kom til ham og sagde dette. Han sat på huk og grov ned i sneen med en pinne; Arne kente pinnen, ti det var den samme som havde holdt fløyen fast. Bård så ikke opp; han sagde: „det er vel ikke godt at vere her nu; — men det er likesom jeg ikke vil du skal rejse.“ Og så sagde ikke Bård mere, ej heller Arne; han stod litt, gikk så bort og tok sig noget for, som var det avgjort at han skulde vere.
Senere, da Arne blev innkalt for at spise, sat Bård ennu på stabben. Da gikk Arne bort til ham og spurte, hvorledes det idag stod til med Eli. „Det er nokk rent galt idag“, sagde Bård. „Jeg ser moderen græter.“ Det var som om nogen bød Arne sette sig ned, og han satte sig bent over for
