Denne siden er korrekturlest
107
at den vesle fuglen var død, for det var jo min skyld, og så syntes det mig best at tilstå det; men så var det også galt. Og slik slag er det med alting. Jeg har alltid tenkt at gøre det til det beste, jeg, men så er det bleven til det værste, og nu er jeg kommen så vidt, at de taler ondt om mig både kone og datter, og jeg går her alene.“
En gente ropte opp til dem, at nu blev maten kold. Bård rejste sig: „jeg hører hesterne knegge,“ sagde han; „det er vel nogen som har glemt dem“; han gikk bort til stalden for at give dem høj.
Arne rejste sig også; det var ham, som han ikke rigtig visste enten Bård nu havde talt eller ej. —
