der var mere skikket end Jens Nilssøn, som desuden ogsaa stod i et nært forhold til Frants Berg. Reisen til Danmark og erhvervelsen af magistergraden kommer under denne forudsætning til at staa i nøie forbindelse med hans egne og svigerfaderens forhaabninger om, at han skulde blive dennes medhjælper; at ialfald magistergraden maatte forøge hans udsigter til at komme i betragtning ved valget af en saadan, er indlysende, og med de gode forbindelser, Frants Berg fra ældre tider maa have havt ved det danske hof, er det ialfald ikke urimeligt at antage, at Jens Nilssøn ogsaa under sit ophold i Danmark ved personlig opvartning har søgt efter bedste evne at forberede sagen. Kongen og kancelliet var heller ikke langt fra Kjøbenhavn i den tid, Jens Nilssøn nu opholdt sig i denne by, og der var, om han ønskede at anbefale sig, ikke lang vei for ham ud til Frederiksborg, hvor kongen var.
Det maa nu i ethvert fald ansees for sandsynligt, at han allerede fra denne tid har begyndt at yde sin svigerfader bistand ved bestyrelsen af hans embedsforretninger. Men dette kunde selvfølgelig ikke gaa i længden, uden at deres overenskomst fik kongens stadfæstelse, og det sees ogsaa, at Frants Berg kort efter henvendte sig til kongen for at erholde hans samtykke til at antage en medhjælper ved bestyrelsen af sit embede. Derved blev der dog ikke omtalt noget navn; men det var visselig stiltiende forudsat, at Jens Nilssøn skulde blive den, der alene skulde komme i betragtning. Formodentlig har det allerede været i de sidste maaneder af 1571, senest i begyndelsen af 1572, at den gamle biskop nedsendte sin ansøgning til Danmark. I denne synes han i almindelige ord at have anholdt om, at der som medhjælper maatte tilforordnes ham „en god, forstandig, lærd mand“, der kunde hjælpe ham med visitatserne og for øvrigt med, hvad der hørte til hans embede. Ansøgningen er ikke længere bevaret; men dens indhold kjendes af omtalen i det ved den fremkaldte kongebrev, dateret Frederiksborg 29 April 1572.[2] Ved dette paalagdes kapitlet ved Oslo og Hamars domkirker at forsamles med det allerførste til beleilig tid og tilkalde „nogre af de lærdeste og forstandigste prestemænd udi begge stigterne“, for sammen med disse og med superintendentens „bevilling og samtykke“ at udvælge „en god, gudfrygtig, lærd og forstandig mand“,
