som kunde bistaa Frants Berg i hans embedsgjerning; naar valget var foregaaet, skulde det meldes til kongen, som derefter vilde give den valgte brev paa hans bestilling.
Allerede fra denne tid, inden der endnu var foretaget noget valg, foreligger der enkelte antydninger af, at Jens Nilssøn havde begyndt at bistaa den gamle biskop i hans embedsgjerning. Fra den samme dag som det ovenfor nævnte brev, og overhovedet fra den anden halvdel af April 1572, haves der ikke faa, tildels meget vigtige kongebreve, der vedkomme Oslo og Hamars stifter, deres kapitler og øvrige geistlige forhold. Det synes, som om der samtidig maa være forelagt kongen en hel række andragender, der angik de to stifter, hvilke da paa omtrent samme tid ere blevne afgjorte. Det er baade muligt og sandsynligt, at man heri har at se de første spor af Jens Nilssøns virksomhed som sin gamle svigerfaders medhjælper, og at han saaledes straks med iver har taget sig af arbeidet med det meget, som der nu var at rette paa i de to vidløftige stifter ovenpaa al den uro, som den nordiske syvaarskrig havde medført. Denne havde jo særlig raset i disse egne, og saavel Hamar som Oslo vare begge blevne hjemsøgte. Saaledes var her overordentlig meget at udrette for en ung, virkelysten og dygtig mand. I de foregaaende aar var der kun gjort lidet for disse stifter; hvor der i rigsregistranterne fra 1563 til 1571 forekommer et sted, paa hvilket deres geistlige forhold omtales, er det næsten alene breve, der vedkomme uddelingen af et kannikedømme eller lignende, medens den overordnede administrations mellemkomst for øvrigt ikke er bleven paakaldt. I denne henseende danner netop den anden halvdel af April 1572 en stærkt iøinefaldende modsætning til de foregaaende aar, og dette kan neppe finde nogen anden tilfredsstillende forklaring, end at der ved siden af den gamle biskop er kommet en ny, arbeidskraftig mand, som med iver og omhu har taget sig af forretningerne. Der blev saaledes nu truffet en ordning med kannikernes forpligtelse til at opholde sig ved sin domkirke, der blev givet bestemmelser om gjenopførelsen af de to domkirker i Oslo og Hamar, udstedt en anordning for skolen paa det sidstnævnte sted m. m.[1] Altsammen var det foranstaltninger af paatrængende nødvendighed, med hvilke der ikke vel kunde udsættes længer, men som alligevel først nu bleve trufne.
- ↑ Norske rigsregistranter, II, s. 19–31.
