modtog magisterværdigheden den 18de.[1] Sammen med ham disputerede 5 andre, samtlige danske, for denne grad. De themata, hvortil de ved denne leilighed skulde svare, bleve opstillede af den fysiske professor, Klaus Lauritssøn Scavenius. De bleve i sin tid trykte, men ere ikke nu længere bevarede.[2] Det maa dog antages, at de have angaaet mathematiske og fysiske spørgsmaal. For øvrigt vides der ikke noget nærmere om dette Jens Nilssøns besøg i Kjøbenhavn; han maa imidlertid nu atter have opfrisket mange gamle bekjendtskaber og muligens ogsaa have stiftet nye, saaledes at reisen heller ikke i denne henseende kan have været uden udbytte for ham selv.
Efterat have taget sin grad forlod Jens Nilssøn som magister Kjøbenhavn og vendte tilbage til Oslo, og her fratraadte han 19de Oktober 1571 sin stilling ved skolen, uden at der tales noget om, at han til samme tid er gaaet over i nogen anden. Det kan imidlertid ikke vel tænkes, at han uden vederlag skulde have villet opgive en stilling som rektoratet i Oslo, og han maa derfor sikkerlig allerede den gang have havt grundet udsigt til at skulle overtage en anden, der var mere betydelig. Der hengaar fra nu af fulde to aar, i hvilke Jens Nilssøn ikke omtales som beklædende nogen offentlig stilling; det bliver derfor rimeligt, at han allerede nu gjennem en privat overenskomst med svigerfaderen har paataget sig at hjælpe denne ved bestyrelsen af hans to vidløftige stifter, og at meningen dermed tillige har været at forberede overgangen til en ordning, hvorved Jens Nilssøn ogsaa blev offentlig erkjendt som den gamle biskops medhjælper. Naar der sees hen til, hvad der senere foregik, bliver dette den eneste rimelige forklaring til, at Jens Nilssøn traadte af som rektor, umiddelbart efter at han var vendt tilbage fra Danmark med sin nyerhvervede magistergrad, der jo netop maatte give ham krav paa at komme i betragtning ved betydeligere og fordelagtigere stillinger.
Svigerfaderen, Frants Berg, var ved denne tid gammel og svag, og naar der kort efter høres om, at det navnlig faldt ham vanskeligt at besørge visitatserne i sine to vidløftige stifter, er det af denne grund rimeligt, at han allerede i 1571 har anseet det nødvendigt at have en medhjælper ved bestyrelsen af sit embede. Dertil kunde der inden de to stifter neppe paavises nogen,
