end den egentlige børnelærdom (s. 184), samt formodentlig i læsning, skrivning og regning. Skolen i Skien omtales ogsaa i forbigaaende; denne bestyredes af den af borgermestere og raad ansatte kapellan (s. 429). Ogsaa i Vang paa Hedemarken var kapellanen skolemester; om den derværende skole meddeles de bedste oplysninger, som overhovedet haves om nogen af de mindre norske skoler (s. 309–312, 316). Den er allerede omtalt i det foregaaende, pag. CLXXIV seqv. Endelig omtales s. 548 skolen i Fredriksstad paa en noksaa rosende maade. Derhos var der en mindre skole i Tønsberg.
Lærernes stilling ved disse mindre skoler har neppe været nogen god. Hvor de tillige vare kapellaner, havde de som saadanne et lidet tillæg til sine indtægter; i enkelte byer er det muligt, at den samme mand har forenet de to stillinger som skolemester og klokker. Hvor skolemesteren alene var henvist til at leve af denne stilling, maa det vistnok have været meget knebent for ham, da det overalt skimter igjennem, at borgermestere og raad ikke vare meget villige til at skaffe ham indtægten. Jens Nilssøn, der selv havde været skolemester, rigtignok i stiftsstaden, havde altid sin opmærksomhed henvendt paa skolevæsenets tilstand; han har utvivlsomt indlagt sig fortjenester af dette, navnlig ved at sikre og forbedre lærernes lønninger. Men saalænge det ikke lod sig gjøre at forbedre de mindre skolers økonomiske forhold, maatte forholdene i mange henseender blive mislige; at skaffe dem hjælp ved præbender var vistnok at betragte som en umulighed. Det sees ogsaa, at en enkelt borger i en by, hvor der var en liden skole, alligevel har sendt sin søn til Danmark for der at gaa i skole (s. 430), og en prest i Baahuslen sendte paa samme maade 2 sønner til skolen i Odense (s. 162). Saadant vilde neppe være skeet, hvis der havde været grund til at nære tilfredshed med den undervisning, som blev budt i de mindre byskoler. I de rigere familier paa landet var det almindeligt at holde en privat skolemester til at lære yngre børn (s. 433).
Sammen med lensherrerne paa Akershus og Baahus havde Jens Nilssøn som biskop den pligt at paase, at kirkerne i hans stifter vare i ordentlig stand, og at kontrollere deres regnskaber. Da han paa sin reise til Baahuslen 1593 fik underretning om, at en kirke i Sotenæs holdt paa at falde ned, lod han straks vedkommende skrive en indberetning derom til Axel Gyldenstjerne,
