var gjort noget for at skade klokker, overhørte biskopen en liden dreng i sang, hvem kirkeværgerne anholdt om at faa til klokker, og ansatte ham saa med det samme (s. 508).
Det fremgaar af alle disse oplysninger, at Jens Nilssøn har lagt megen vægt paa, at der i hvert prestegjæld maatte ansættes klokkere, som underholdtes af almuen ved en særegen klokkertold, og som derhos havde brugen af et stykke jord, med tilhørende bolig. Allerede i 1580, da han var i Danmark, havde han udvirket et kongebrev (af 13de Juni) om, at der af kirkegodset i hvert prestegjæld ved brugerens afgang skulde udlægges en ved hovedkirken beleilig liggende gaard til degnebolig. At gjennemføre denne anordning blev senere hen en af hans opgaver, der sysselsatte ham til hans sidste leveaar. Her synes det ogsaa, som om Jens Nilssøn virkelig har udrettet noget; det er ham, som har faaet det indført som almindelig regel, at hvert prestegjæld i hans stifter skulde have en klokker.
Af det nævnte kongebrev fremgaar det, at klokkerne, foruden at lede sangen i kirken, skulde undervise ungdommen i dens børnelærdom. Forsaavidt vare de presternes medhjælpere, der ingenlunde havde en uvigtig stilling. Den kristelige børnelærdom var alt, hvad ungdommen paa landet ansaaes for at behøve af kundskaber; ved biskopens visitatser blev „det unge folk“ overhørt i sin katechismus og deres kundskab i børnelærdommen derved prøvet. Ofte bleve ogsaa ved visitatserne de gamle i bygden prøvede paa samme maade. Saaledes erhvervede Jens Nilssøn sig et godt kjendskab til det standpunkt, hvorpaa almuen i almindelighed befandt sig med hensyn til kristendomskundskab.
Paa samme maade, som biskopen, naar han reiste i visitats paa landet, paasaa, at ungdommen var hjemme i sin kristelige børnelærdom, førte han ogsaa i kjøbstæderne tilsyn med de derværende tarvelige skoler og deres skolemestre. I visitatsbøgerne meddeles enkelte oplysninger om disse skoler. I Oddevald holdtes skolen paa en loftstue. Det var en „dansk skole“, idet kun to af børnene lærte Latin; det synes, som om skolen kun nød ringe tillid hos byens folk (s. 144. 499). I Marstrand synes tilstanden at have været noget bedre (s. 195, 518 flg.), uagtet bispen ogsaa der, ligesom i Oddevald, ansaa det nødvendigt at give borgerskabet tilhold om ikke at lade sin skole komme i forfald. I den tredie af de baahuslenske byer, Kongelf, var der kun en „dansk skole“, hvori der neppe meddeltes undervisning i mere
