hvilken han selv vilde overbringe (s. 227). Paa mange steder er der i visitatsbøgerne indført bemærkninger over den tilstand, hvori han forefandt kirkerne, saavel i by som i bygd. Undertiden var denne god; men paa mange steder vare kirkerne i en høist forfalden tilstand, og det samme var ogsaa oftere tilfældet med kirkegaardene. Der omtales kirker, som vare mørke, og hvori Jens Nilssøn drog omsorg for at faa anbragt flere vinduer (s. 204).[1] I mange kirker synes der fremdeles indtil hans tid at være bibeholdt meget af den gamle katholske indredning; men i denne henseende er der i Jens Nilssøns tid foretaget store forandringer, og ved aar 1600 kan det antages, at alle kirker i hans stifter havde faaet et udseende, der passede for deres fremtidige bestemmelse som protestantiske gudshuse. De kors og smaa altere, som tidligere vare skaanede, vare nu bortfjernede, og ligesaa alt andet, som kunde minde om den katholske gudstjeneste. Jens Nilssøn har rimeligvis ogsaa sørget for, at enhver kirke kunde have sin egen bibel; imidlertid omtales der endnu i 1593 en kirke, som manglede saadan (s. 232). Hvor han i en kirke traf katholske billeder, sørgede han for at faa dem fjernede.
Almuen havde i almindelighed paa denne tid bevaret mange katholske forestillinger, der tydeligst viste sig i vedhængen ved gamle skikke. Hvor Jens Nilssøn paa sine reiser fik høre om saadanne, advarede han alvorlig derimod og paalagde geistligheden at gjøre, hvad den formaaede, for at faa dem afskaffede. Saaledes havde han særlig et vaagent øie med de gamle kirkemesser, som fremdeles holdtes i hævd i de mere afsides bygder, bl. a. over en stor del af Thelemarken, ja endogsaa i en bygd som Lardal (s. 380). Hans ihærdige arbeide i denne henseende kan ikke have undladt at bære frugt, skjønt rigtignok ikke i den udstrækning, hvori han ønskede det. Længe efter hans tid holdt der sig mellem almuen skikke og sædvaner, der for den nidkjære biskop vare den rene vederstyggelighed. Dertil hørte f. ex. den brug at drikke skaaler for hver af de 3 personer i guddommen, hvorover han allerede i 1580 har ført klage (pag. CXII). Dette var ligesaa indgroet i almuens bevidsthed, som de lange gjæste-
- ↑ I Tønsberg len sees Jens Nilssøn at have havt bistand af Rasmus Hjort ved spørgsmaal om kirkebygningernes forfatning (s. 408). – S. 275 omtales en mislig kirkeværge. – S. 419 nævnes sognepresten paa Eker i anledning af, at han havde vist sig forsømmelig med kirkernes regnskab i sit prestegjæld.
