lokale. I nærheden laa kannikegaarden, der formodentlig har været en større klynge af huse, hvori hver kannik har havt sin residens, tilligemed deres fælles bygning. Fjernere, hinsides elven laa endelig hospitalet; dette havde overtaget det gamle minoriterklosters huse. Ved den ødelæggelse, som hjemsøgte Oslo i 1567, bleve formodentlig alle disse bygninger lagte i aske; nogle af dem have rimeligvis været helt af træ, medens andre kunne have havt en underbygning af sten, ovenpaa hvilken der igen var bygget af tømmer, – en bygningsmaade, der sikkerlig har været ganske almindelig hertillands i middelalderen ved offentlige bygninger.
Efterat Oslo atter var taget i besiddelse af sine tidligere beboere, blev istandsættelsen og gjenopførelsen af domkirken, bispegaarden, skolen og kannikegaarden en sag af paatrængende vigtighed. Men det gik dog meget langsomt dermed, og mere end et brev veksledes mellem Jens Nilssøn og regjeringen, forinden alt her kom i orden. Hvor grunden til denne langsomhed egentlig er at søge, er ikke let at faa rede paa; men den var dog noget, som var fælles for en mængde administrative foranstaltninger paa hin tid. Hvad der var lettest at træffe en bestemmelse om, var den gamle katholske bispegaard, der var bleven opgivet og forladt efter kirkeforandringen, da de nye protestantiske biskoper ikke havde brug for den, men kunde nøies med et langt ringere lokale. Bygningen var saaledes bleven staaende øde og var i 1567 brændt med den øvrige by; murene bleve imidlertid staaende, og disse kunde fremdeles benyttes. Bygningen blev ogsaa under 5te Mai 1579 overdragen borgermesteren i Oslo, Kristen Mule, til eiendom, som erstatning for det laan af 250 gamle dalere, hvormed han i krigens tid havde forstrukket den kongelige befalingsmand paa Akershus.
Dermed var man for bestandig kvit den katholske bispegaard, i hvilken Kristen Mule formodentlig snart indrettede sig; det var denne gaard, i hvis store sal kongebryllupet fandt sted i 1589, og som fremdeles staar under navn af Oslo ladegaard. Paa gjenopførelsen af den protestantiske bispegaard synes der først at være tænkt i 1572. Fra dette aar haves der et kongebrev til Povel Huitfeldt af 20de Mai om at gjenopføre „superintendentens residens, saa han der kan fange en god og bekvem vaaning og værelse“. Men i slutningen af 1579 heder det i et kongebrev, „at udi vor kjøbstad Oslo skal ingen vis residens være, som
